Fra "I Guds hånd".
Andagt til den 4. maj.
Af Herbet Neimanas.
"Så tog han dem med sig ud, hen i nærheden af Betania, og han løftede sine hænder og velsignede dem" Luk. 24:50.
Det allersidste, Jesus gjorde, før han opløftedes til Himmelen, var at velsigne sine disciple. Hvilken smuk afsked! Sammen vandrede de ud til Betania. Undervejs talte de med hinanden, og Jesus sagde blandt andet til dem, at de skulle være hans vidner. De skulle prædike omvendelse til syndernes forladelse i hans navn.
Til sidst stod de stille, for Jesus havde endnu noget vigtigt at meddele dem. Han lovede at sende Helligånden til dem, og de skulle blive i byen, indtil de blev "Iført kraft fra det høje" Hvilken omsorg, og hvilket herligt løfte de fik!
Så kom øjeblikket, hvor Jesus løftede hænderne og velsignede sine elskede venner. Og der står, at " .. mens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen" Deres øjne fulgte ham. Det var på samme tid vemodigt og herligt. Så længe de kunne se ham, holdt han sine hænder oppe og blev ved med at velsigne dem. Og da de ikke længere kunne se ham,
"tilbad de ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde." De var under Jesu velsignende hænder!
Denne velsignelse gælder til alle tider og omfatter enhver, som tror på Jesus. Hvor er det stort, at vi dag for dag må leve under Jesu velsignende hænder. Det giver kraft og frimodighed til vandringen og til tjenesten. Som disciplene kan også vi gå til værket med glæde.
Den kristne livskunst er at stå åben for velsignelsen ovenfra og række andre, hvad man selv har modtaget under de velsignende hænder